AESTHESTIC CONCEPT:::ÆSTETISK KONCEPT

Aesthetic Concept
by Luise Kloos

Monteverdi dedicated the 8th book of his Madrigals of Love and War to Ferdinand III. At the time the Madrigals were composed, the Habsburg empire was at the height of its power. Ferdinand III was born in 1608 in Graz, and died in 1657 in Vienna. He was Archduke of Austria, Emperor of the Roman-German Empire, and King of Hungary, Croatia, and Bohemia. He has been described as a big, good looking man, pious, and a patron of the arts. He also was a composer.

In 1618, when Ferdinand III was merely 10 years old, the 30 years’ war broke out. This was a religious war – between supporters of the reformation and those of the anti-reformation – and engulfed most of Europe. The Habsburgs fought with the Spanish, the Germans, and the Vatican on the one side, France, Holland, Sweden, and Denmark fought on the other. As French troops joined the Swedes and won a battle near Vienna, Ferdinand was forced to agree to the armistice of 1643. In 1648, a peace treaty was finally signed.
The Reformation was, however, not just a battle for the renewal of the Church, but also constituted a turning point in the history of Europe. The socio-political developments it entailed led, eventually, to freedom of religion and the separation of state and the Church. The foundations for modern society were thus laid.

There also happened an economic transition, which saw the rise of banking houses, the ascendance to power of families like the Medici or the Fugger, but also the impoverishment of the rural population, which lead to social tensions and farmers’ wars. Plague epidemics spread through Europe.

The late Renaissance was marked by change. The harmonious, balanced compositions of the Renaissance disappeared, and capricious, pompous, affected and tense forms of expressions became common. Allegorical depictions could only be understood by an informed aristocracy, and only knowledgeable listeners could grasp the subtleties. Manierism was born.

It was during that time that Monteverdi wrote his Madrigals. His music fascinates me with its multi-layered texture; the quality of the sounds is extraordinarily surprising, the quick notes an expression of inner tension, shock, and inner turmoil. I find Monteverdi’s way of combining text and music – expressing these emotional states – very experimental. The text is organized in independent sections; it creates contrasts by moving from frenzy to calm and from calm to frenzy. In some passages, he allows the singers the rhythmic freedom “to develop the song not according to the meter but to their inner emotional state.”

Monteverdi managed to mould human affect into musical figures. The different emotions inherent in the tangle of love relationships are expressed through an artful interplay of text and music. It is not the story’s order of events from a beginning to an end, like in opera, that is of interest here, but rather the various emotions that are expressed in dramatic, encrypted, mysterious, ambivalent, otherworldly, and surprising ways.
The drama of the human soul is dealt with through a multilayered and complex symbiosis of text and music that surprises us even today.

Through an intense engagement with the selected Madrigals and the team, I see these songs as individual spaces of constitutions of the soul.
Using short videos composed of moving and computer-edited photos of nature, architecture, faces, structures, and so on, it is possible to create moods that have a strong effect on subconscious feelings. These images can be projected onto the fiberglass installation, and thus cover the room completely or partially.

The interplay of the musicians with the space and the light-conditions (video) constitutes the aesthetics of the performance. The singers on the stage are present not merely on account of their voices, but they are also permanently visible and hence structure, as the visual elements of the room, the whole performance. As characters, they do not tell a story as in an opera, but they convey differentiated, often encrypted inner emotional worlds. Accordingly, I will develop with them simple and clear structures of movement, which permanently remain in communication with each other, with the space, the sounds, the imagery, and the text.
In this work, I observe closely the individual forces of expression of each performer. Thus, it is important for me to see how, for instance, somebody walks or moves their head, and which qualities of movement each human has. Out of these qualities, the Madrigal’s characters take shape, as they express their inner pain, their ambivalence, vengeance, wrath, desire, or love to the world in aggressive, longing, pleading, desirable, etc. ways.
In such multi-layered scenes it is reduction that gives space to the tensions, the shocks, and all the other emotional elements. In other words, I do not look for illustrative gestures to express certain emotional states, but it is the interplay of music, movement, image, and space in abstract ways that create a particular emotional atmosphere.

Thus, a slight, momentary movement of an arm or a head, for example, can achieve particular significance if all other parts are quiet.
But not all performative elements are equally important all the time. Rather, this depends entirely on the music. There will be phases where the music will capture the attention more than visual elements. Monteverdi used contrasts as a balancing force, and this principle can also be achieved by the various media in their interplay. The collection of the Madrigals is carried by a web of impossible balances. Theatrical elements expose and immediately remove themselves from the attention of the viewer/listener.
The moving – but also quiet – images of the video and the spatial arrangements will enhance the drama, tension, and immediacy of the music, and transform the audience into active participants.

:::

Æstetisk koncept

Af Luise Kloos

Monteverdi tilegnede sin ottende madrigalbog, Madrigaler om Krig og Kærlighed, til Ferdinand III. På den tid madrigalerne blev komponeret, var det Habsburgske imperium på sin magts højde. Ferdinand III blev født i Graz i 1608 og døde i Wien i 1657. Han var ærkehertug af Østrig, kejser af det Tysk-romerske rige, samt konge af Ungarn, Kroatien og Böhmen. Man har beskrevet ham som en stor, smuk mand, from og en beskytter af kunst og videnskab. Han var ligeledes komponist.

I 1618 da Ferdinand III blot var ti år, brød trediveårskrigen ud. Det var en religionskrig – mellem støtter af reformationen på den ene side og modreformationen på den anden – og omfattede det meste af Europa. Habsburgerne kæmpede på side med spanierne, tyskerne og Vatikanet, på den anden side var Frankrig, Holland, Sverige og Danmark. Da franske tropper sluttede sig til svenskerne og vandt et slag nær Wien, blev Ferdinand tvunget til at indgå våbenhvile i 1643. En endelig fredsslutning blev underskrevet i 1648.

Reformationen var ikke kun en kamp for kirkens fornyelse, men blev også et vendepunkt i Europas historie. Den socialpolitiske udvikling den medførte, førte i sidste ende til religionsfrihed og adskillelsen af kirke og stat. Således blev grunden lagt for det moderne samfund.

Der skete også en økonomisk forandring, der førte til bankvæsnets opblomstring, Mediciernes, Fuggernes og andre familiedynastiers stigende magt, men også til en øget forarmelse af landbefolkningerne der førte til  sociale spændinger og bondeoprør. Epidemiske sygdomme spredte sig over hele Europa.

Senrenæssancen var præget af forandring. Den tidlige renæssances harmoniske og afbalancerede kompositioner forsvandt, og mærkværdige, overlæssede, affekterede og spændingsfyldte udtryksformer blev udbredt. Allegoriske skildringer kunne kun forstås af et oplyst aristokrati, og kun lyttere med forhåndsviden kunne opfatte spidsfindighederne. Manierismen fødtes.

På den tid skrev Monteverdi sine madrigaler. Hans musik fascinerer mig med dens struktur i lag på lag. Lydenes karakter er fuldstændig overrumplende, de hurtige noder udtrykker indre spænding, rystelser og tumult. Jeg finder Monteverdis sammenstilling af tekst og musik, hvori han udtrykker disse følelser – stærkt eksperimentel. Teksten er inddelt i uafhængige afsnit der skaber kontrast ved at bevæge sig fra vild til rolig og fra rolig til vild. I nogle passager tillader han sangerne den rytmiske frihed ”at lade sangen udvikle sig i forhold, ikke til taktarten, men til deres indre følelsesmæssige tilstand”.

Det lykkedes Monteverdi at omskabe menneskelig rørelse til musik. De forskellige følelser man finder i kærlighedens trådeværk, udtrykker han i et kunstfærdigt samspil mellem tekst og musik. Det interessante her er ikke, som i en opera, et begivenhedsforløb fra start til slut, men snarere de skiftende følelser, som bliver udtrykt på dramatisk, kryptisk, mystisk, tvetydig og overraskende vis.

Menneskesjælens drama udtrykkes gennem en inderligt kompleks gensidig afhængighed mellem tekst og musik der overrasker endnu i dag.

Gennem et dybtgående arbejde med de udvalgte madrigaler og forestilingens medarbejdere, ser jeg disse sange for mig som særskilte rum i sjælens opbygning.

Ved brug af korte videoer af bevægelige og computerbehandlede fotos af natur, bygninger, ansigter, strukturer m.v., er det muligt at skabe stemninger der har en stærk virkning på de underbevidste følelser. Disse billeder kan projiceres på glasfiber-dekorationen, og således dække hele rummet eller dele af det.

Musikernes samspil med rummet og lysvirkningerne (videoen) udgør forestillingens grundlæggende æstetik. Sangerne på scenen er ikke kun til stede som stemmer, men er også hele tiden synlige, og de strukturerer således hele forestillingen på linje med rummets visuelle elementer. Som karakterer fortæller de ikke en historie som i en opera, men de rummer forskelligartede, ofte skjulte, indre følelsesmæssige verdener. Følgelig vil jeg sammen med dem udarbejde enkle og klare bevægelsesmønstre, der til stadighed forbliver i samtale med hinanden, med rummet, med lydene, med billederne og med teksten. I dette arbejde observerer jeg nøje hver enkelt medvirkendes individuelle udtrykskraft. Således er det vigtigt for mig at se hvordan fx den enkelte går eller bevæger hovedet, og hvilke bevægelsesmæssige kvaliteter hver enkelt menneske har. Ud fra disse kvaliteter tager madrigalernes karakter form, når de udtrykker smerte, tvetydighed, hævn, vrede, begær eller kærlighed til verden på udfarende, længselsfuld, tryglende, begærlig eller anden vis.

I scener med så mange lag er det reduktionen der giver plads til spændingerne, rystelserne og alle de andre følelser. Med andre ord er jeg ikke ude efter illustrative bevægelser for at give udtryk for bestemte følelser; det er samspillet mellem musik, bevægelse, billede og rum der på abstrakt vis skaber en særlig følelsesmæssig atmosfære.

Således kan en lille, hurtig bevægelse i fx en arm eller et hoved opnå særlig betydning, hvis resten af kroppen er stille.

Men ikke alle elementer er hele tiden lige vigtige i forestillingen. Snarere beror dette udelukkende på musikken. Der vil være tidspunkter hvor musikken tiltrækker sig mere opmærksomhed end det visuelle. Monteverdi brugte kontrasterne som et middel til at skabe balance, og dette princip kan også opnås af de forskellige virkemidler i deres samspil. Madrigalsamlingen bæres oppe af et spind af umulig ligevægt. Teatralske elementer dukker op i, og forsvinder i det samme fra tilskuerens/-hørerens opærksomhed.

Det bevægelige – men også lydløse – videobillede og arrangementet i den rumlige dimension vil løfte dramaet, spændingen og musikkens umiddelbarhed op, og kommer til at forvandle publikum til aktive deltagere.