PRESSE
Den store lade er markant i landskabet, allerede oppe fra landevejen fra Odense mod Fåborg. Men man skal indenfor, for rigtig at mærke hvor speciel en bygning det er. Laden er bygget efter Sorø Klosterkirkes mål, og akustikken inde i det enorme rum er perfekt til klassisk musik. De seneste seks somre har der været afholdt koncertrækker med både lokale og tilrejsende kunstnere.
Bramstrup, et af Midtfyns mange smukke godser, især kendt for sit velbevarede voldanlæg, er ofte ramme om spændende begivenheder. Her holdes konferencer, udstillinger, markedsdage og altså også koncerter og musikforestillinger.
En tilbagevendende begivenhed er Bramstrup Performing Arts. Hver sommer mødes her kunstnere, forskere, filosoffer og andet godtfolk, der interesserer sig for videndeling i grænselandet mellem kunst og ledelse. Der holdes seminarer, der optrædes – og der reflekteres. Og selvfølgelig er der også helt almindelige publikummer, der bare kommer til koncerterne eller forestillingerne, og måske kombinerer med en picnic i det grønne – eller i Hestestalden, hvis det undtagelsesvis regner.
Også i 2010 samles folk fra ind- og udland. Dette års tema er “Fænomenet Mod”, og musikforestillingen der skal afspejle temaet, hedder meget passende “KRIG og KÆRLIGHED”. Det er en iscenesættelse af en række madrigaler, skrevet af renæssancens største mester, Claudio Monteverdi. Han er i dag nok mest kendt for at være den første operakomponist, der stadig opføres regelmæssigt, men i sin samtid var han mindst lige så kendt for sine madrigaler.
Madrigaler er et vidt begreb, men i denne sammenhæng og som denne forstilling er skruet sammen, minder det mest om en mindre renæssance-opera: En god time med solosange og ensembler, akkompagneret af det lille orkester, som bliver ledet af professor Bine Bryndorf fra Det Kgl. danske Musikkonservatorium.
Men det er det visuelle der for alvor suger publikum ind. En stor installation af fiberglas danner bagtæppe for projektion af en video der, sammen med sangernes bevægelser, understreger stemningen i musikken. Bag installationen, videoen og bevægelserne står en af Østrig mest anerkendte kunstnere, Luise Kloos fra Graz, som for første gang arbejder i Danmark. Hendes iscenesættelse tager udgangspunkt i de store kontraster i musikken og de følelser den beskriver: Smerte, tvetydighed, hævn, vrede, begær eller kærlighed.
Hele holdet rykker ind i laden d. 17. juni. På denne dag og dagen efter, er man velkommen til at overvære prøverne. Den 19., 20. og 22. juni er der forestillinger. Tider, link til billetsalg samt praktiske oplysninger findes på forstillingens hjemmeside www.warandlove.eu



