PROGRAMTEKSTER

Om madrigalen og operaen.
af Paul Frederiksen

Centralt i overgangen fra middelalderens musik til renæssancens står madrigalen. Trangen til i toner at udsætte folkesprogsdigte om rene følelser, kildernes rislen, tidens ubønhørlige gang eller andre ikke-musikalske fænomener, var overvældende. Madrigaler var højeste mode blandt folk der havde tid og råd til at beskæftige sig med andet end at skaffe til dagen og vejen. Og ville man være komponist, var svendestykket naturligvis en madrigalsamling, som man passende kunne tilegne den fyrste, der havde bekostet uddannelsen – eller kunne finde på at ansætte én ved sit hof.

Og centralt i overgangen fra renæssancens musik til barokkens står operaen. Den græske oltid var renæssancetidens ideal; man vidste at der til de antikke dramaer var blevet spillet musik, sunget og danset, både solistisk og i kor, men den reelle viden var ikke overvældende. Det lod man sig dog ikke gå på af, der blev digtet nye dramaer over de gamle græske myter, og sat musik til, en slags højtidelig deklamationssang.

I renæssancens tankegang – og dermed i operaen – var individet, eller solisten om man vil, kommet i centrum. Dette stemte fint overens med at madrigalen fra at have været et flerstemmigt fænomen,  stadig hyppigere fik skikkelse af solosang med instrumentalledsagelse. De mere praktisk orienterede komponister, herunder Monteverdi, lavede både enstemmige og flerstemmige versioner af deres største succeser.

At operaen skulle indoptage netop madrigalen for at blive en succes var måske ikke så svært at se. Faktisk var de to former tæt sammenknyttet, allerede inden operaen rigtig blev udtænkt. De såkaldte madrigalkomedier var madrigaler sat sammen til dramatiske forløb, ofte særdeles effektive, omend sjældent så ædelt tænkt som de højstemte ny-antikke dramaer. Da Monteverdi så at sige lod sig spænde for opera-vognen, benyttede han sit mesterskab inden for madrigalkunsten til at skabe en afvekslende lydside, der, uden at gå på kompromis med det ædle og ophøjede, skildrede rigtige, kontrasterende følelser som tilhørerne kunne lade sig rive med af.

Resten af sit liv eksperimenterede Monteverdi med operaen, og ikke mindst med grænselandet mellem opera og madrigal. Arier fra hans operaer blev udgivet som madrigaler, ensemblerne i hans operaer er ikke til at skelne fra “rigtige” madrigaler, og i hans sene madrigalbøger findes værker der endnu i dag er provokerende sceniske eksperimenter. Denne forestilling går så at sige med på spøgen. Vi dramatiserer madrigalerne og madrigaliserer dramaet i 8nde Madrigalbog. Vi ved faktisk ikke selv hvornår det ene begynder og det andet hører op – hvis det da hører op.

Om Claudio Monteverdi
af Paul Frederiksen

Claudio Monteverdi (1567 – 1643) var forandringens mand i forandringens tid. Han voksede op i Cremona som det ældste af en apotekers fem børn, og allerede tidligt gjorde han sig gældende som sanger, musiker og komponist ved de norditalienske fyrstehoffer, ikke mindst i Mantova, hvor har arbejdede sig op i graderne til leder af fyrstens musik. Her satte man pris på hans madrigaler, og det førte til at han blev involveret i de kredse der i årene omkring 1600 arbejdede på at genskabe det antikke græske drama.

Selv om han ikke opfandt operaen, var det hans indsats for dene nye genre der løftede den ud af intellektualitetens tunge ensformighed og op i den kontakt med følelserne, der lige siden har været den gode operas kendemærke. Dermed kunne operaen udvikle sig til den første adelige kunstform, der for alvor fik succes i de lavere klasser. Der ville måske nok være opstået en slags opera uden Monteverdis indsats, men den havde med garanti set anderledes ud.

Ved siden af arbejdet for fyrsten skrev Monteverdi en række banebrydende kirkelige værker, bl.a. den store Mariavesper (1610). På den baggrund blev han i 1613 kapelmester ved Markuskirken i Venezia, et af den katolske kirkes fornemste embeder overhovedet. Selv om han fortsat komponerede flittigt for kirken, slap han ikke operaen. Da Venezia fik en offentlig operascene, var Monteverdi med i første række, aldrig bange for at eksperimentere med den nye form.

Hen mod slutningen af sit liv udgav Monteverdi to enorme samlinger af utrykte værker fra hele sin karriere. Kirkemusikken samlede han op i Selva morale et spirituale, og madrigalerne i den 8nde Madrigalbog. At bruge titlen Madrigalbog er at vride ordets betydning ud i en helt ny dimension. Alle værkerne er med instrumentledsagelse, og i hvert fald fire af de 22 satser er scenisk tænkt, en slags minioperaer med eksperimentel karakter.

Monteverdi var i sin samtid anerkendt som en fremragende komponist og en stor stilskaber. Madrigalernes storhedstid var ovre med ham, og selv om operaen var levedygtig, er det svært at se årtierne efter hans død som andet end en stagnation. Men i kirkemusikken optog hans samtidige i høj grad hans kompositionsmetoder, og stort set alle vigtige træk i det vi i dag kalder barokmusikken, findes allerede hos ham.